Robotten Hr. Svendsens hjerne

”Robotten Hr. Svendsens hjerne” fra Vejle skal konkurrere om international pris i København

Torsdag eftermiddag har skolefolkene i Vejle et kvarter til at overbevise dommerne om, at netop deres online e-bog skal vinde international pris om innovativ e-læring.

"Robotten Hr. Svendsens hjerne" er et online undervisningsforløb, som er målrettet børn med autisme og ADHD på skolens mellemtrin. Det er udviklet af konsulenter fra VIFIN, lærere og elever fra CSV/STU Vejle og centerklasserne på Mølholm Skole. Materialet er lavet, så lærerne også nemt kan tilpasse forløbet til almindelige skoleklasser.

På torsdag gælder det så den internationale pris "The 5th e-Learning Excellence Awards at ECEL 2019". Prisen er stiftet i 2015 og har fokus på innovativ brug af e-læring. Universiteter, skoler, private og offentlige kan byde ind, og Vejle er et af de 27 projekter, der konkurrerer om prisen. Torsdag er feltet barberet ned til 12, som skal præsentere deres projekter. Og fredag udpeges vinderen bland de tre finalister. Alle 12 projekter udgives.

"Robotten Hr. Svendsens hjerne" er bygget op om en fiktionsfortælling med 4 børn, der bygger en robot og gerne vil give den en hjerne. Gennem fortællingen, musik og en række forskellige kreative udfordringer arbejdes der med emner som hjernen, tanker, følelser, mod, nysgerrighed og teknologi. Emner, der normalt kan være svære at forstå, men som gennem historien forsøges gjort meget håndgribelige.

Det hele er samlet i en online e-bog. I princippet er eleverne bare i gang med at læse en sjov historie om 4 børn, der bygger en robot. Men undervejs inddrages eleverne i historien, tager på udflugter og løser opgaver, der bl.a. omfatter brug af digitale medier som greenscreen, GoPro kameraer og robotter. Samtidig giver de mulighed for refleksion.

Historien skabt af eleverne
Udviklingen af E-bogen er blevet inddraget i undervisningen hos CSV/STU. Her har eleverne bl.a. hjulpet med at udvikle historiens karakterer (de 4 børn), ligesom de har givet input og feedback til handlingen. Endelig har de stået for det grafiske design af de fire børn.

Underviserne i Centerklasserne på Mølholm Skole har afprøvet forløbet sammen med deres elever, givet feedback på idéer undervejs, bidraget med forslag til opgavetyper og udviklet idéer til den vigtige kobling mellem fiktionsfortællingen og dens aktiviteter og undervisningen om hjernes opbygning.

Fakta om deltagerne i projektet:
VIFIN: En del af Børn & Unge i Vejle Kommune
CSV: Center for Specialundervisning for Unge og Voksne
STU: Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse

Her kan man se e-bogen https://vifin.dk/index.php/da/projekter-topmenu/igangvaerende/born-og-unge/692-csv-molholm


Kontaktinformation
Udviklingskonsulent Jacob Knudsen, tlf. 23 44 32 58, Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.