Projekter
Igangværende
Mobil Efteruddannelse
Projektet har til formål at udvikle innovativ uddannelse af medarbejdere i små og mellemstore virksomheder. Ved at knytte virksomheder sammen med Region Syddanmarks efter- og videreuddannelsestilbud styrkes det regionale netværk til fordel for arbejdsgivere og -tagere. Disse vil kunne benytte sig af de uddannelsespotentialer, som mobil- og internetstøttede læringsformer, -redskaber og -rum repræsenterer.
I projektets forløb udvikles der således tilbud om uddannelse, der baserer sig på digitale værktøjer. Ved brug af disse værktøjer kan regionens virksomheder tilbyde deres medarbejdere kompetenceudvikling, der imødekommer behovene for praksisnær, fleksibel og livslang læring på et stadig mere globaliseret og læringskrævende arbejdsmarked.
Mobilen (en mobiltelefon eller en PDA, en personal digital assistant) vil fungere som lagrings-, kommunikations-, øvelses- og evalueringsmedie i læringsscenarier. Mobilen anvendes ligeledes som personlig agent for eller registrator af nye og uforudsete uddannelsesbehov. Projektets eksempler på fagligt indhold vil være arbejdsmarkedsengelsk og arbejdsmarkedsdansk. Erfaringerne vil kunne overføres til andre fag og fremtidige læringsindhold.
Via mobilen er der i dag en stadigt forbedret adgang til Internettet. Internettet har udviklet sig fra det såkaldte Web 1.0 til Web 2.0, hvor social software, nye platforme og en lang række nye værktøjer sætter brugeren i centrum for aktiviteter, der i uddannelsessammenhæng har store læringspotentialer. Disse teknologiske fornyelser er inkluderet i projektet.
Partnerne i projektet er VUC Fredericia, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole ved Århus Universitet, Handelshøjskolen ved Århus Universitet, Biz-Art, Vejle Sprogcenter, Netværkslokomotivet, 3F, AMU Syd, VUC Vest og en række lokale og regionale virksomheder.
Projektet er støttet af Den Europæiske Socialfond.
"Mobilen gør undervisningen relevant"
Uddannelsesbladet har skrevet om
projektet Mobil Efteruddannelse i
november udgaven 2009.
Læs artiklen her
Tilbage til oversigten over igangværende projekter.
|
|